Ulslev Strand Camping

Fantastisk beliggende campingplads helt ud til områdets bedste badestrand

06072013-834

Fantastisk beliggende campingplads med direkte adgang til områdets bedste strand.

Pladsen
Der er 288 enheder på pladsen. Pladsarealet er velplejet. Strømstyrken på pladserne er 10-13 amp. I det tidligere Campingrådets klassifikationssystem var pladsen tildelt 3 stjerner. Der er 4 hytter til udlejning, 1 med indlagt koldt vand – de 3 øvrige hytter er uden indlagt vand, og der udlejes 4 campingvogne af ældre dato. De 4 campingvogne er udstyret med store nyere fortelte, så livet leves mere i forteltet end i selve vognen. På pladsen udlejes desuden et feriehus i 2 etager på 115 m2. Huset indeholder 2 stuer, 2 værelser samt køkken og bad.

Ejer oplyser at der i den forløbne sæson har været udlejet 60 pladser til sæsonpladser og 6 pladser til forårspladser. På nuværende tidspunkt er der til sæsonen 2021 allerede udlejet 84 pladser til sæsonpladser og 21 pladser til forårspladser, hvilket må siges at være en flot stigning.

Information og butik er beliggende i samme bygning ved indkørslen til pladsen. Bygningen indeholder diverse lagerrum med kølerum og 2 fryserum. På 1.sal ligger privatbeboelsen 288 m2 bestående af 2 stuer, køkken, 4 værelser samt 2 badeværelser. Der er 2 store terrasser med en flot udsigt over pladsen.

Butikslokalet er traditionelt indrettet med hylder og hvad der hører sig til. De i lokalet stående frysere til is tilhører leverandør. Der er ovn til fremstilling af Bakeoff.

På pladsen er der restaurant/cafeteria med plads til 130 gæster og i tilknytning til er der en terrasse med siddepladser til omkring 70 personer. Det tilhørende køkken er meget veludstyret.

De 2 servicebygninger på pladsen er inddelt i traditionelle herre/dame afdelinger og familiebadeværelser, puslerum, handicaprum, hundebadeværelse og et saunarum der er indrettet med bad/toilet. Der findes 2 køkkener med 10 kogeøer, 13 vaske, 2 ovne og 2 micro ovne. I vaskeriet er der 2 industrivaskemaskiner og 2 tørretumblere mrk. Miele.

Ved siden af pladsens information ligger tv-stue/spisestue.

Pladsen har et stort legeområde med legeredskaber, 2 nye hoppepuder og boldbaner. Desuden er der en mindre legeplads midt på campingpladsen. I tilknytning til denne er der et grillområde med bænke/borde.

Af øvrige aktiviteter kan nævnes bordtennis og fodboldboldbord.

Ved indgangen til pladsen ligger en bygning, der tidligere blev benyttet som information. Denne bygning bliver i øjeblikket kun benyttet til opbevaringsrum, men muligheden for at forskønne den og måske indrette den til udlejning vil være der.

Privaten
Til pladsen hører en dejlig stor privatbolig beliggende på 1. sal i hovedbygningen. Lejligheden indeholder dejlig stor stue med tilhørende terasse, køkken/alrum, flere værelser og badeværelse.

Pris kr. 13.000.000,-