Vær diskret
Vær diskret, når du aflægger besøg på en campingplads som potentiel køber!
Mine mange års erfaring som mægler med køb og salg af campingpladser som speciale har givet mig en viden, som jeg gerne deler ud af. Der er mange spilleregler, som er nyttige at kende, hvis man er interesseret i køb af en campingplads.
Om at besøge en plads uden ejendomsmægler
Vær diskret. Ejeren af pladsen ønsker sjældent unødig ”støj” i forbindelse med et besøg. Især fastliggerne, der som oftest ikke er klar over, at pladsen er til salg, er meget følsomme og kan ret hurtigt spotte, om ”der er noget i luften”. Uro blandt gæsterne vil ikke være gavnlig for nogen.
Her er derfor det, du skal overholde – samt det, du absolut ikke må gøre, når du besøger en campingplads uden mægler.
Du skal altid henvende dig i informationen. Spørg om det er tilladt at gå en tur på pladsen, idet du er i området og overvejer et senere besøg som gæst.
Medbring aldrig salgsmaterialet og stil ikke spørgsmål i relation hertil. Uanset om du retter henvendelse til ejeren eller andre, vil det skabe forvirring og uro, såfremt du stiller købsmæssige spørgsmål.
Efter besøget vil vi gerne have en dialog om dine oplevelser. Dette uanset om pladsen er interessant. Ud fra denne dialog vil vi kunne danne os et billede af, hvilke ønsker du måtte have. Er du interesseret i den plads, som du har besøgt, finder vi et tidspunkt, hvor det passer alle parter med et besøg, hvor der vil være mulighed for en konkret besigtigelse af pladsen sat dens bygninger og faciliteter.
Denne besigtigelse samt efterfølgende møde vil være det ideelle udgangspunkt for en konkret forhandling, såfremt du har interesse heri.
Det er vores erfaring, at det første uformelle besøg er af stor betydning. Såfremt du ikke overholder ovennævnte regler, har vi øjeblikkeligt en vred campingpladsejer i røret. Vi har faktisk været udsat for, at et salg ikke blev gennemført af samme grund.
Men ret henvendelse til os, såfremt du har interesse i en eller evt. flere af de pladser, vi har til salg, og vi skal med stor glæde tilrettelægge besøgene for dig.